Astronomer har længe haft fokus på en komet, der i oktober vil komme i nærkontakt med vores naboplanet Mars. De har nemlig været nervøse for, at de fem rumsonder, der kredser omkring den røde planet, kunne være i fare.
Kometen Siding Spring vil 19. oktober 2014 passere den røde planets overflade i en afstand af blot 132.000 kilometer. Dette er i astronomisk målestok en meget lille afstand. Til sammenligning er Månen i gennemsnit 380.000 kilometer fra Jordens overflade.
Siding Springs gaslomme kan nå Mars
Kometer stammer fra det ydre solsystem og består af sten og is.
Når de bevæger sig tættere på Solen, begynder isen at fordampe og skaber en stor lomme af gas omkring det, der nu kaldes kometens kerne. Denne gaslomme kaldes for komaen og kan strække sig meget langt ud fra kometen.
Siding Spring vil passere i en så lille afstand, at Mars vil ligge inde i kometens koma, men her mener astronomerne ikke, at der vil være nogen fare for rumsonderne. Til gengæld vil sonderne i kredsløb om Mars, samt robotterne, der kører rundt på planetens overflade, kunne observere kometen.