Astronauter træner til Mars i Marokkos ørken

Siden Armstrong i 1969 som det første menneske nogensinde satte sine ben på Månen, har hele verden været enige om, at en bemandet mission til Mars var det næste naturlige skridt inden for rumfart og udforskning af rummet. Men der er mange udfordringer knyttet til et eventuelt besøg på den lille, røde planet, og indtil videre har mennesker på Mars været forbeholdt science fiction-filmenes verden.

Nu er vi dog kommet et lille skridt tættere på – siden 1. februar har østrigske ÖWF (Östereichisches Weltraum Forum) og i alt 69 mennesker arbejdet tæt sammen for at få et storstilet projekt til at gå op i en højere enhed:

Med 10 personer i ’felten’ og resten i et ’Mission Support Center’ har man forsøgt at genskabe de omstændigheder og udfordringer, som en virkelig rummission til Mars ville møde, i det nordlige Sahara i nærheden af byen Erfoud i Marokko.

Se de flotte billeder fra den simulerede udflugt til Mars i galleriet øverst i artiklen.

Samarbejde mellem 23 nationer

»Det er et utrolig spændende projekt, som munder ud i konkrete videnskabelige resultater og erfaringer, som man kan bruge i senere missioner,« siger danske Andreas Kjeldsen, som er en af de frivillige kræfter bag ’Mars2013’. Han er kommunikationsmedarbejder, og hans opgaver består bl.a. i at administrere projektets konti på Facebook og Twitter.

Projektet er blevet til i samarbejde mellem 23 forskellige nationer samt ESA og NASA, men Andreas Kjeldsen, som selv er specialeskrivende historiker og tekstforfatter, er i sig selv det eneste danske islæt.

I projektet har man forsøgt at genskabe de omstændigheder og udfordringer, som astronauterne på en virkelig Mars-mission ville komme til at stå overfor. Det indebærer blandt andet:

• Medicinske projekter, hvor man ved hjælp af sensorer løbende testede og holdt øje med astronauternes helbred. Man var blandt andet interesseret i den sensomotoriske og fysiologiske tilpasning til de krævende forhold (høj varme, tunge rumdragter og fysisk, såvel som mentalt, krævende arbejde).
  
• Mindre projekter, som eksempelvis opsættelsen af to solpaneler, hvor det ene dagligt blev børstet let af én gang dagligt, mens det andet skulle tilegne sig et fint lag støv, for at se hvordan dette påvirkede panelernes evne til at optage sol.
  
• Kommunikationsmæssige projekter, blandt andet udsendelsen af et højfrekvenssignal, der blev udsendt fra en basestation og ud til feltholdet, og hvis rejsetid blev målt til at beregne afstanden mellem afsenderen og modtageren. Denne metode håber man vil kunne bestemme placeringen af en feltenhed eller udstyr i en fremtidig Mars-mission uden brug af GPS, da GPS ikke vil kunne bruges på en virkelig mission til Mars.

28. februar kulminerede Mars2013, der med flotte ord kaldes ’en integreret analog feltsimulation’. Nu er næste skridt for forskere og andre involverede i projektet at gå i gang med at analysere på resultaterne fra feltmissionen.

Består af tre, lige vigtige dele

Mars2013 består af tre ’ben’:

• At gennemføre en række videnskabelige eksperimenter og teste teknologiske prototyper med relevans for rumforskningen. Eksperimenterne omfatter bl.a. flere rovers, medicinske og videnskabelige sensorer, mikrobiologiske forsøg samt afprøvning af udstyr til astronauter i krisesituationer.
  
• At samle viden og erfaringer om, hvordan en fremtidig Mars-mission, for eksempel med hensyn til planlægning, procedurer og feltaktiviteter.
  
• At øge den offentlige interesse for rumfart og rumforskning generelt, men især for udforskningen af planeten Mars specifikt, ved at gennemføre en mission med en stærk og aengagerende profil.

Andreas Kjeldsen vil ikke fremhæve et af de tre ben som vigtigere end de andre, men han understreger, at noget af det, man har været allermest interesseret i at få ud af Mars2013, er de procedurer, der skal følges undervejs, når astronauterne er ude i marken.

»Bare for at tage et enkelt eksempel, så vil en mission til Mars adskille sig grundlæggende fra alle tidligere bemandede rummissioner på grund af forsinkelsen på kommunikation, da det kan tage 10 minutter eller mere for et radiosignal fra Jorden at nå Mars,« siger han og forklarer, at forsinkelsen kræver, at astronauterne på Mars får væsentlig større operationel selvbestemmelse, end det tidligere har været tilfældet, og at kontrolcentret på Jorden derfor i højere grad må operere som et ’support center’ end et egentligt ’control center’.

Aldrig farligt for astronauterne

Andreas Kjeldsen understreger desuden, at flere af delelementerne i projektet er de første af deres slags nogensinde:

»Vi har bl.a. afprøvet motoriserede køretøjer, som skal gøre det nemmere for astronauterne at komme rundt, og det er ikke gjort før. Vi har også forsøgt os med at sende en mindre gruppe fra holdet ud på en særskilt mission, hvor de skulle oprette en mindre base, og så har vi afprøvet helt nyt udstyr, som for eksempel et ’deployable shelter’ - en form for transportabelt nødly - som skal bruges i en nødsituation, hvor man bliver fanget væk fra basen.«

De fleste af eksperimenterne blev gennemført af ÖWF's videnskabelige samarbejdspartnere, bl.a. NASA's Jet Propulsion Laboratory, det Tekniske Universitet i Wien, og universitetet i Budapest.

Ude i felten har der hele tiden været en uddannet læge og sikkerhedsfolk tilstede, og de har sørget for, at det aldrig blev farligt for de to analoge astronauter, selv når man simulerede forskellige nødsituationer som f.eks. en pludselig opstået mangel på ilt.

Opbakningen sad langt væk

Mens feltholdet har prøvet eksperimenter af i Marokkos ørken (Læs mere om de enkelte eksperimenter på ÖWF’s hjemmeside), har Mission Support Centret været placeret i Innsbruck i Østrig.

Her har blandt andre fire flyveledere siddet og konstant fulgt missionen og været i kontakt med feltholdet via tekst-chat for at imødekomme tidsforsinkelsen – det bliver nemlig potentielt meget forvirrende at kommunikere via tale, når alle beskeder er 10 minutter forsinkede.

En af dem, der styrede missionen fra support centret, var østrigske Christoph Ragonig, som til daglig er servicetekniker og frivillig hos Røde Kors. Det er blandt andet hans tekniske baggrund, som har gjort ham egnet til at være blandt projektets spydspidser.

Christoph Ragonig har været med til at udarbejde de avancerede rumdragter, som astronauterne har båret i ørkenen. Han har også været inde over projektet med at fastslå positionen af bl.a. udstyr i felten uden brug af GPS.

Hvornår kommer vi til Mars?

Svaret på det helt store spørgsmål – hvornår kommer vi så til Mars i virkeligheden? – er Christoph Ragonig tilbageholdende med at svare på.

Mens NASA’s og ESA’s tidsrammer for en bemandet mission til Mars ligger omkring 15-20 år ude i fremtiden, kunne mange medier forleden bringe nyheden om, at en amerikansk multimillionær for tiden søger et ’midaldrende par’, som han vil sende til Mars allerede i 2018. Et andet privatledet projekt ved navn ’Mars One’ planlægger at flyve fire mennesker til Mars i 2023 med det formål at lade dem blive og bo der.

Men uanset hvornår missionen på den ene eller den anden led bliver til virkelighed, har Mars2013-projektet været med til at bringe den tættere på.

»Vi har lært utrolig mange ting, som vil kunne hjælpe en fremtidig Mars-mission på vej,« siger Christoph Ragonig og slutter:

»Det er fantastisk at have været med til. At være del af en så entusiastisk gruppe, velvidende at den viden, vi har opnået, vil være medvirkende til, at mennesker en dag kan komme til Mars, er fra såvel et videnskabeligt som et følelsesmæssigt synspunkt en virkelig stor ting!«