Mange virksomheder skaber en idealiseret identitet ud fra, hvordan de opfatter sig selv. Nu understreger ny forskning fra Business and Social Sciences, Aarhus Universitet, at virksomheden i langt højere grad bør lytte til forbrugernes historier om virksomheden.
Virksomheden vil på den måde fremstå mere troværdig, siger ph.d. Trine Susanne Johansen.
»Det giver forbrugerne et element af genkendelighed og tryghed i forhold til virksomheden,« siger hun i en pressemeddelelse. Jo mere virksomheden forsøger at fremtvinge sit eget entydige budskab, jo mere vil det skære i øjnene på forbrugerne, der ofte vil forsøge at modbevise firmaets fremstilling af sig selv, eksempelvis på nettets mange debatforaer.
»Den nye udfordring for virksomheden ligger i at overveje, hvordan de skal arbejde strategisk med de mange forskellige fortællinger, der findes om den,« siger hun.