Er wasabi godt til at vække folk, der sover? Får man gigt i hænderne af at knække fingre? Sådan spurgte to forskere – og vandt en berygtet Ig Nobel-pris.
Ig Nobel-prisen er den respekterede Nobel-pris’ kiksede lillebror. Den bliver givet til skæv forskning, der først får dig til at trække på smilebåndet – og så alligevel tænke. Og nu har du chancen for at møde nogle af de ærede vindere.
Efter utallige opfordringer drager Den Alternative Nobelpris, Ig Nobel Prize, på Danmarksturné. Prisen besøger Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Her kan du møde tre prismodtagere sammen med prisens stifter, matematiker Marc Abrahams. Det skriver sdu.dk.
Aftenen indledes med et foredrag af Marc Abrahams, som, med glimt i øjet, beretter om prisen, ceremonien på Harvard University og om nogle af de seneste års prismodtagere og deres forskning ”som ikke kan eller bør gentages”. Herefter beretter tre Ig Nobel Prize-vindere om den forskning, der udløste deres pris. Du får rig mulighed for at stille spørgsmål.
Carlsbergs Mindelegat har støttet det folkeoplysende inititiv. Du kan se hvornår forskerne besøger et universitet nær dig på Ig Nobels tour-plan.