Hvis man har prøvet at befinde sig i sine bedsteforældres hjem eller på et plejehjem, så kender man også lugten af gamle mennesker. Nu har en amerikansk undersøgelse udgivet i online-tidsskriftet PLoS ONE fundet det endelige bevis for, at gamle mennesker virkelig har en anderledes og identificérbar lugt, de fleste kan genkende. Det skriver b.dk.
Men undersøgelsen viser også, at de gamle mennesker ikke lugter ubehageligt i forhold til yngre. De 41 frivillige fra undersøgelsen var enige om, at lugten af gamle mennesker (75-95-årige) var den mindst ubehagelige, sammenlignet med lugt fra folk i alderen 20-30 år og 45-55 år.
Lugten blev aldersbestemt og bedømt ved at sniffe til ammepuder, som “lugterne” havde fået syet ind i t-shirts, de sov med fem nætter i træk.
En persons lugt er udtryk for en kemisk sammensætning af stoffer, som påvirkes af hygiejne, kropsprodukter og det vi spiser og drikker. Den kemiske sammensætning ændrer sig med alderen.
Læs mere om lugt på Videnskab.dk: Hvorfor har hver familie sin egen lugt?