Nogle mennesker har forhøjet blodtryk, som masser af medicin ikke kan sænke tilstrækkeligt. Hvis der kommer positive resultater fra et nyt forsøg, vil de mennesker få en ny mulighed for at få blodtrykket ned. Det skriver Regionshospitalet Holstebro i en pressemeddelelse.
Forsøget er startet med, at 15 vestjyder har gennemgået en behandling, hvor nerver overbrændes i pulsåren til deres nyrer. Tanken er, at i alt op mod 30 patienter fra Regionshospitalet Holstebro skal gennemgå behandlingen.
Halvdelen af dem får i første omgang gennemført et snydeindgreb. Det gøres for at kunne sammenligne med de patienter, der vitterlig får overbrændt nerver. Det holdes hemmeligt, hvem der får den rigtige behandling, og ikke engang patienterne selv ved det.
Når resultaterne er gjort op, vil de patienter, som ikke har fået overbrændt nerver i første omgang, modtage tilbud om den egentlige behandling. De er informeret om forsøgsprocessen og har sagt ok. Projektet har gennemgået alle mulige godkendelser.