Det bliver formentlig mere attraktivt at forske i dyr ved Aalborg Universitet (AAU).
Fredag indgår universitetet en aftale med Aalborg Zoo, som på en gang skal gøre det lettere for den zoologiske have at forske og samtidig skal trække flere studerende til AAU.
Tanken er bl.a., at de to parter skal deles om udgiften til to nye stillinger som henholdsvis professor/forsknings- og udviklingschef og lektor/dyrlæge, skriver AAU i en pressemeddelelse.
»Jeg er sikker på, at mange studerende vil tage imod muligheden for at lave semesterprojekter i Zoo, forske og studere Zoos spændende og eksotiske dyr, og samtidig modtage undervisning og vejledning på højt niveau fra de to nyansatte specialister,« siger Niels Iversen, lektor fra Aalborg Universitets Institut for Kemi og Bioteknologi.