Gartnere, vejmænd, pædagogmedhjælpere, og andre, der er ude i vejr og vind mere end to timer om dagen, er i bedre humør og har færre depressive symptomer, end personer, der arbejder indendørs. Det viser en undersøgelse fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Aarhus Universitetshospital, hvor udendørs arbejdes indflydelse på humørsvingninger blandt offentligt ansatte i Århus er undersøgt, skriver Dagens Medicin.
Konklusionen i undersøgelsen er, at folk, der arbejder ude mere end to timer om dagen, har 40 pct. mindre risiko for at være nedtrykte og i dårligt humør end folk, der arbejder indendørs. Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Scandinavian Journal of Work, Environment & Health.