KORT NYT FRA UDLANDET:
Længere tids søvnunderskud kan være farligt for din krop. Men hvis du har for vane at udskyde den gode nattesøvn til weekenden, så er du måske ikke helt så usund, som forskerne hidtil har troet. Det skriver MedPageToday.com.
Blot to nætters god søvn kan nemlig fjerne nogle af de skadelige effekter ved at sove for lidt hen over en kortere periode, viser et nyt studie fra blandt andet University of Colorado Boulder i USA.
»Disse data er klinisk relevante, fordi sådanne søvnmønstre – søvnrestriktioner over kortere tid på arbejdsdage og indhentningsøvn i weekenden – er temmelig almindelige i det moderne samfund,« skriver forskerne i deres studie i tidsskriftet Diabetes Care.
I studiet undersøgte forskerne 19 unge mænds insulinfølsomhed.
Først måtte de unge mænd kun sove i 4,5 timer hver nat i fire nætter. Derefter fik de lov til at sove 12 timer den femte nat og 10 timer den sjette nat.
De unge mænds insulinfølsomhed blev nedsat med 23 procent efter de fire nætter med for lidt søvn, men allerede efter to nætter med rigelig søvn, fik de halvdelen af insulinfølsomheden tilbage.
Forskerne vil nu undersøge, om indhentning af tabt søvn kan være en god måde af behandle mennesker, der lider af type-2 diabetes og dermed har nedsat insulinfølsomhed.
Læs også:
Tre døgn uden søvn fjerner depression
Sådan påvirker dårlig søvn din krop
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on