KORT NYT FRA DANMARK:
En dansk forsker har i en ny ph.d.-afhandling undersøgt, hvad det vil sige at føle sig hjemme – og hvordan den følelse skabes, skriver Roskilde Universitet i en pressemeddelelse.
Forskeren, ph.d. Carsten Schjøtt Philipsen fra Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring ved Roskilde Universitet, mener at have fundet frem til syv væsentlige forudsætninger for, at vi føler os hjemme. Han håber, at resultaterne kan indtænkes i fremtidens boligbyggeri.
”Det har ikke været afhandlingens formål at udvikle konkrete anvisninger til fremtidigt boligbyggeri, men jeg håber alligevel, at mine resultater kan hjælpe til at afklare, hvad man kan og ikke kan bygge sig til. Blandt andet skal boligen være et trygt sted, hvor man kan trække sig tilbage og uden bekymringer opbevare ting af særlig betydning. Det lader også til at være vigtigt, at man har passende fred fra sine naboer og deres aktiviteter. For så vidt er det muligt at bygge sig til bedre hjemfølelse,” siger Carsten Schjøtt Philipsen i pressemeddelelsen.
Hjemfølelse er ifølge Carsten Schjøtt Philipsen særligt kendetegnet ved:
-
Fravær af stress
-
Reduceret opmærksomhed
-
Kontrol over nære omgivelser
-
Frihed fra andres regler
-
Anerkendelse af ens tilstedeværelse
-
Mulighed for tilbagetrækning
- Brug af personlige ting
De syv punkter er kortlagt ved hjælp af iagttagelser og interviews med en lang række personer, der er flyttet for nyligt, og interviews med hjemløse og andre socialt udsatte borgere i København, skriver universitetet i pressemeddelelsen.
Afhandlingen ’Hjemfølelse’ kan læses her på Roskilde Universitets hjemmeside.
Læs også:
Mænd bliver syge af bekymringer i hjemmet
Traditionel arbejdsfordeling i hjemmet giver mere sex
Engageret på arbejde, glad i hjemmet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ks