En sygemelding sætter ikke antallet af drukture ned – i hvertfald ikke hos vores naboer svenskerne. Det viser en ny undersøgelse fra Gøteborg Universitet, skriver forskning.no.
Forskerne har først undersøgt raske svenskeres antal af drukture i løbet af en måned, og om der var en sammenhæng mellem fritidsaktiviteter og alkohol. I anden omgang kastede videnskabsfolkene sig over de sygemeldte svenskere, og her fandt de ud af, at de sygemeldte går lige så meget på druk som andre svenskere.
De svenske videnskabsfolk var specielt interesseret i det, de kalder den intensive konsumption. Det vil sige, at man drikker fem eller flere alkoholenheder på een gang mindst en gang om måneden.
24 procent af de sygemeldte mænd havde en sådan intensiv konsumption af alkohol. Det samme var tilfældet for 23 procent i den øvrige befolkning. De tilsvarende tal for kvinder var syv procent for de sygemeldte og 8 procent for de ikke-sygemeldte.
Mændenes druk fandt ofte sted i forbindelse med socialt samvær som for eksempel det at se en fodboldkamp sammen. Hos kvinderne kunne forskerne ikke se en sammenhæng mellem alkohol og sport.
Læs også: Fodbold: Derfor sparker du over mål