En støvring om en stjerne behøver ikke at være et tegn på, at stjernen er omgivet af en eller flere planeter. Støvringen kan nemlig sagtens være skabt på anden vis.
Det viser nye computersimuleringer, som er gennemført af astronomer ved NASA’s Goddard Space Flight Center i Greenbelt, Baryland. Simuleringerne demonstrerer, at vekselvirkningen mellem det støv og den gas, der i større eller mindre grad findes i alle solsystemer, i sig selv kan redegøre for ringenes opståen og udvikling.
Af simuleringerne fremgår det, at støvet samler sig i områder, hvor der er store ansamlinger af gas. I takt med, at stjernen varmer støvet op, bliver gassen også automatisk varmere, hvilket skaber et større tryk, hvilket tiltrækker endnu mere støv.
Astrofysikerne Wladimir Lyra og Marc Kuchner har uden brug af planeter simuleret denne feed-back-proces og genskabt en stor del af de strukturer, som karakteriserer de observerede støvringe.
»Resultaterne er dårligt nyt for de forskere, der hidtil har brugt ringene til at identificere solsystemer, som rummer planeter,« siger forskerne til www.newscientist.com.
Læs også på Videnskab.dk: