Astrofysikere har længe haft et godt øje til den unge stjerne SAO 206462, der på mange måder ser spændende ud. Men observationerne har hidtil været umuliggjort af, at stjernen er indhyllet i en tæt skive af gas og støv.

Nu er det lykkedes et hold amerikanske astronomer at se, hvad der gemmer sig inde i skyen ved ved hjælp af Japanske 8,2 meter Subaru teleskop, der kan 'se' i det infrarøde bølgelængdeområde.

Studierne af stjernen viser ifølge Astronomibladet.dk, at støvskiven er formet som en spiral, der er i færd med at føde planeter. Det er første gang nogen sinde at man har lavet optagelser af et solsystem under udvikling, og de gør det nu muligt at se, hvordan planeter bliver til.

Stjernelys fjerner gas og støv

På billederne har forskerne identificeret øjeblikke fra processer, som man har regnet med fører til dannelsen af en stjerne.

På ét af billederne kan man f.eks. se, hvordan lyset fra nyfødte stjerner preser sig ud gennem skyens centrale områder og blæser dem fri for gas, der siden samler sig og former en gigantisk ring omkring stjernen.

Sådanne ringe er ikke enestående for SAO20642, men er også observeret omkring mange andre stjerner, og man har lange gået ud fra, at de spiller en central rolle i dannelsen af nye planeter.

Gasserne og støvet er nemlig ikke jævnt fordelt i ringene, men samler sig i større og mindre klumper, der vokser sig større og større og forvandle sig til fuldvoksne planeter i kredsløb om deres moderstjerne.

Kloder skaber spiralmønster

I SAO 206462's kan man for første gang direkte studere hvordan de små klumper kredser rundt inde i støvringen og skaber en karakteristisk spiralstruktur.

»Detaljerede computersimulationer har vist, at planeternes tyngdefelt inden i skiven kan trække i de store ansamlinger af gas og støv på en sådan måde, at der opstår 'spiralarme'. Nu kan vi endelig se sådanne dynamiske strukturer opstå,« siger astrofysiker Carol Grady, der arbejder på NASA's Goddard Space Flight Center i USA i en pressemeddelelse.

Opdagelsen af spiralen giver en enestående mulighed for at følge dannelsen af et planetsystem og kan dermed lære os en masse om, hvordan vores eget solsystem blev skabt for 4,6 milliarder år siden.