Vi danskere elsker sarkasme og ironi, og det kan måske komme til at virke en anelse ondt, når vi tager børn eller udlændinge ved næsen ved at sige det komplet modsatte af, hvad vi i virkeligheden mener.
»Godt gået!« betyder for eksempel ofte, at det i virkeligheden var en opgave, der løb rigtig skidt af stablen.
LÆS OGSÅ: Forsker: Derfor elsker danskerne sarkasme og ironi
Men nu viser et nyt studie, at sarkasme faktisk også har nogle oversete fordele og for eksempel kan være med til at fremme kreativiteten – både hos den sarkastiske og hos modtageren for den sarkastiske kommentar. Det skriver news.harvard.edu.
»For at skabe eller afkode sarkasme, skal såvel udtrykkeren som modtageren af sarkasme kunne overkomme modsætningsforholdet mellem den bogstavelige og den faktiske betydning af det sarkastiske udtryk. Det er en proces, som er aktiveret og faciliteret af abstraktion, hvilket sætter gang i kreativ tankegang,« siger Francesca Gino fra Harvard Business School, som står bag den nye forskning.
I studiet blev deltagerne tilfældigt inddelt i grupper, som enten skulle være ’sarkastiske’, ’oprigtige’ eller ’neutrale’. Efterfølgende skulle de leve op til dette prædikat i en simuleret samtale, og så skulle de gennemføre en række kreative opgaver – her klarede den sarkastiske gruppe sig langt bedre end de to andre.
»Det tyder på, at sarkasme har potentiale til at katalysere kreativitet hos alle. Når det er sagt, så er det selvfølgelig muligt, at naturligt kreative mennesker også er mere tilbøjelige til at bruge sarkasme,« siger Francesca Gino ifølge news.harvard.edu.
Forskerne mener selv, at det er første gang, det bliver demonstreret, at sarkasme også kan sparke gang i kreativiteten hos den, der tager imod. De mener dog også, at deres studie viser, at sarkasme har størst fordele, når det bliver brugt mellem mennesker, der i forvejen stoler på hinanden.
Læs også:
Hvorfor griner man, når noget er alvorligt?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cpp