Kan man forhandle med sig selv? Det kan rektor for Copenhagen Business School, Johan Roos, komme til, da han ud over at være medlem af CBS’ bestyrelse også sidder som bestyrelsesformand for en privat erhvervsdrivende fond, som CBS samarbejder med. Det skriver Information.
Den private fond,CBS–SIMI Executive, udbyder uddannelser til erhvervslivet, og den dobbeltrolle afstedkommer kritik fra eksperter i virksomhedsledelse.
Professor Anders Drejer fra Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet peger på, at Johan Roos kan komme under mistanke for at sikre CBS en konkurrencefordel:
»Det skaber en interessekonflikt, fordi CBS’ rektor kan sørge for, at den private fonds uddannelser ikke konkurrerer med CBS,« siger han til Information.
CBS’ tidligere rektor Finn Junge-Jensen valgte selv at trække sig fra en lignende post i en erhvervsdrivende fond knyttet til handelshøjskolen, da mistanken om en interessekonflikt blev luftet. Det bekræfter han over for Information.