Når EU’s næste store forskningsprogram Horizon 2020 rulles ud i 2014, er det med et klart fokus på, at forskningen skal medvirke til at løse de store samfundsmæssige udfordringer, vi står over for.
Horizon 2020 har udpeget seks samfundsudfordringer, som forskningen skal være med til at finde løsninger på:
-
sundhed
-
fødevarer & landbrug
-
energi
-
transport
-
klima & ressourcer
- samt sikre samfund.
DTU, Københavns Universitet og Region Hovedstaden samlede i forbindelse med det danske EU-formandskab et panel af europæiske topforskere, som i foråret 2012 udarbejdede en række anbefalinger til, hvilke forskningsområder der bør indgå i programmet.
Nu har de samme forskere taget endnu et spadestik – og kommer denne gang med input til, hvordan den praktiske implementering af Horizon 2020 kan foregå optimalt. Forskerne har koncentreret deres anbefalinger under fire hovedoverskrifter:
-
Excellence – kun med ‘outstanding science’ kan fremtidens udfordringer imødegås.
-
Tværdisciplinaritet – store samfundsmæssige problemer er indbyrdes forbundne og gensidigt afhængige af hinanden, derfor løses de ikke inden for en snæver disciplin.
-
Enkelhed – procedurer i forbindelse med forskningsansøgninger og -rapportering skal være enkle, så ressourcerne kan koncentreres om forskningen og ikke om administration
- Virkning, nytteværdi – Horizon 2020’s forskningsprojekter skal tydeligt bevise deres nytteværdi i form af økonomisk vækst, jobskabelse, innovation eller videnoverførsel til industrien, ikke mindst til små og mellemstore virksomheder.
Anbefalingerne er stilet til Europa-Kommissionen og de europæiske institutioner, der skal træffe beslutninger om, hvordan Horizon 2020 skal implementeres. De kan læses i den netop offentliggjorte rapport Copenhagen Research Forum II.
Raporten kan downloades på Copenhagen Research Forums hjemmeside.
Copenhagen Research Forum er organiseret af DTU, Københavns Universitet og Region Hovedstaden.
LÆS OGSÅ: Fremtidens forskning går på tværs