Gennem den nyeste mobilteknologi og nutidige trend, QR-koder, har virksomheden, Curaga ApS, skabt et nyt hjælpemiddel, ’MOBI:DO’, der kan hjælpe mennesker med ADHD, demens, senhjerneskade, autisme og andre kognitive udfordringer.
Via QR-koder, der scannes med mobiltelefonen, får brugerne direkte adgang til to-do lister og vejledninger, der gør det nemmere at bevare koncentrationen om de enkelte opgaver og samtidig skabe et overblik over hverdagens gøremål.
Opgaverne er forinden oprettet i et webbaseret computerprogram, hvor QR-koden er blevet genereret og printet ud
MOBI:DOs trinvise vejledninger kan laves med tekst, billeder, lydindtalelser samt videoklip og struktureres med tidsvarighed og kalenderpåmindelser. Det betyder at alle koder kan tilpasses optimalt til den enkelte bruger og dennes individuelle behov.
Produktet kan dermed også medvirke til en højere grad af integrering og fastholdelse på arbejdsmarkedet og nye muligheder for at gennemføre en uddannelse.
Det er tre unge ingeniøruddannede fra Syddansk Universitet i Odense, der har startet Curaga ApS og søsat projektet med MOBI:DO. Et projekt der oprindeligt startede som en eksamensopgave på Syddansk Universitet.
Siden viste det sig, at ideen havde stort potentiale, og Curaga ApS er blevet finansieret fra Syddansk Teknologisk Innovation, har hentet støtte fra både Teknologisk Institut og Welfare Tech Region ligesom udviklingen af systemet er sket i samarbejde med blandt andre Alzheimer Foreningen og Center for Rehabilitering og Specialrådgivning Region Syddanmark.
Læs også: Sådan spiser du dig til mindre ADHD































