Politiets teknologi til at genkende personer fanget på overvågningskameraer fungerer ikke.
Når politiefterforskere skal identificere personer på fotos eller video-optagelser – for eksempel i forbindelse med urolighederne i London – sammenligner de billeder af en mistænkt med fotografier i en politi-database, skriver NewScientist.com.
Et computerprogram markerer hovedpunkter på den mistænktes ansigt – såsom hage, kanten af næsen eller midt på den øverste læbe. Derefter måles afstanden mellem punkterne, og på baggrund af det, finder politiet mulige match.
Men nu viser det sig, at teknikken er behæftet med problemer. I et studie har forskere fra Digital & Electronic Forensic Service, Metropolitan Police Service i England undersøgt ansigtsmålinger fra 25 personer. Personerne var blevet fotograferet på høj-opløsningsbilleder, som var taget i forskellige horisontale og vertikale vinkler i et kontrolleret miljø.
Resultaterne viser, at graden af variation i ansigtet – som følge af variationer i kameravinkel – kan være lige så stor som variation i ansigtsmålinger mellem forskellige individer. Det peger på, at det ansigtsgenkendelsesudstyr, som politiet i øjeblikket bruger, er uegnet til efterforskning.