Vaccination mod pandemiinfluenzaen i 2009 er ikke årsag til fosterdød blandt gravide kvinder.
Det fastslår danske forskere fra Statens Serum Institut i et studie i tidsskriftet British Medical Journal, skriver dagensmedicin.dk
For at beskytte kvinderne og deres ufødte børn blev gravide kvinder i forbindelse med influenza-(H1N1)- pandemien i 2009 anbefalet at lade sig vaccinere, men risici ved vaccinationen blandt gravide er hidtil ikke blevet undersøgt.
Forskerne undersøgte 50.585 gravide kvinder, hvoraf godt 7.000 blev vaccineret med pandemivaccinen. Resultatet viste, at pandemivaccinen ikke var forbundet med nogen risiko for fosterdød.
Det danske studie er det første, der undersøger den mulige sammenhæng mellem pandemivaccinen og fosterdød. Forskellige typer af pandemivaccine blev anvendt i 2009, men vaccinen i Danmark har også været benyttet i mange europæiske lande.
Læs også: Verdenskendt influenzaekspert: Næste pandemi kan slå millioner ihjel