KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
Et nyt monument på Frue Plads skal hædre Danmarks store, men også meget oversete, videnskabskvinde Inge Lehmann, som står bag den banebrydende opdagelse af jordens faste indre kerne.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
»De fleste har hørt om Niels Bohr, Tycho Brahe og H.C. Ørsted. Store danske videnskabsmænd med afgørende betydning for, hvordan vi i dag forstår verden. Med opdagelsen af jordens kerne burde Inge Lehmann stå på den liste.« siger prorektor på Københavns Universitet, Lykke Friis, i pressemeddelelsen.
»Vi er derfor meget glade for, at der nu bliver opført et kunstværk om hende på Frue Plads – ved siden af andre vigtige personer fra den danske videnskabs historie. Med skulpturen bliver hendes betydning for videnskabens og universitetets historie mejslet i sten og bronze,« fortsætter Lykke Friis.
Inge Lehmann analyserede bølgerne fra et jordskælv på den anden side af kloden i 1929. På baggrund af hendes analyser var hun den første til at forstå, at der måtte være en hård kerne i midten af jordens flydende indre.
Men mens Inge Lehmann opnåede stor international anerkendelse og hæder for sin opdagelse, forblev hun en perifer figur i den danske offentlighed.
Det skal monumentet på Frue Plads være med til at rette op på. Håbet er samtidigt, at Inge Lehmann og hendes forskning kan hjælpe til at øge interessen for naturvidenskab, skriver Københavns Universitet i pressemeddelelsen.
Monumentet afsløres på Inge Lehmanns fødselsdag d. 13. maj 2017 på Frue Plads.
Projektet er støttet af Ny Carlsbergfondet.
Læs også:
Sådan får vi flere kvindelige topforskere
Inge Lehmann og de usynlige danske videnskabskvinder
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd