Det første fund af hudkræft blandt vildtlevende fisk ligner i skræmmende grad den hudkræft, som man finder hos mennesker. Forskere har fundet ørreder, som er præget af sygdommen i det australske Great Barrier Reef. Revet ligger lige under et hul i ozonlaget, som forskerne mener skyldes den såkaldte drivhuseffekt.
»Det er nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser for at kunne fastslå årsagen til, at fiskene har udviklet cancer, men da vi har udelukket andre faktorer som mikrobielle patogener og forurening, så må UV-stråling være den mest sandsynlige forklaring,« siger forskeren Michael Sweet fra Newcastle University i en pressemeddelelse.
De fundne kræftramte ørreder havde store plamager af melanomer, men fiskene var kun præget af kræft på overfladen. Kræften havde ikke spredt sig til de indre organer. Derfor var fiskene sunde og raske bortset fra hudkræftplamagerne på deres overflade.
Men der kan være mere syge fisk i havet, hævder Michael Sweet. Han siger, at når fiskene bliver syge og dermed mindre aktive, og når de mister appetitten, så er der mindre chance for at fange dem. Derfor kan der være mange flere syge fisk i Revet.