Et nyt SARS-lignende virus er dukket op i Mellemøsten. Flere mennesker er døde, og mange er indlagt med alvorlige luftvejsinfektioner, skriver Aarhus Universitet.
Virusset er et såkaldt coronavirus, som ligner en almindelig influenzavirus, men er langt mere alvorlig. Spørgsmålet er nu, om virusset vil brede sig til hele verden, ligesom vi så det i 2003, hvor omkring 8.000 mennesker blev syge og 800 døde.
Dengang kom virusset oprindeligt fra dyr og blev derefter overført til mennesker. Det samme ser ud til at være tilfældet denne gang, idet alt tyder på, at virusset stammer fra en flagermus.
Foreløbig forskning har dog allerede vist en mulig behandling mod virusset. Det kan behandles med interferoner, der er proteiner, som stimulerer immunsystemet. Normalt frigives interferoner fra værtceller som reaktion på en infektion. Denne behandling har også vist sig gavnlig i forbindelse med andre virussygdomme.
Indtil videre har der været så få kliniske tilfælde af den nye type virus, at man ikke har overblik over, hvor stor risikoen er for, at et menneske smitter et andet. Derfor besluttede et internationalt forskerhold med dansk deltagelse at forsøge at finde et svar på dette.
Det nye SARS-lignende virus er en ny type coronavirus kaldet HCoV-EM. Virusset er i familie med SARS coronavirusset, men udover de almindelige symptomer for virus får patienterne ligeledes nyresvigt og svær lungebetændelse. Blandt de ni konstaterede tilfælde er dødeligheden på omkring 50%, i modsætning til den første SARS-virus, hvor dødeligheden lå på omkring 10%.
Læs også på Videnskab.dk:
‘Opskrift’ på dødelig influenza-virus er offentliggjort