Det kan være svært at holde live i butikker uden for de store byer. Det problem skal nu løses af en ny type bæredygtig fødevarebutik, som satser på overlevelse via usædvanlig stærk lokal involvering af kunder og producenter. Projektet er så opsigtsvækkende, at det bliver fulgt tæt af forskere fra Aalborg Universitet, der ser stor muligheder i det, skriver aau.dk.
Professor Niels Heine Kristensen, som leder forskningsgruppen Foodscapes, Innovation og Netværk ved Aalborg Universitet, har med stor interesse fulgt processen op til og efter åbningen af Præstø MadMarked den 1. maj. Parterne har indgået en strategisk samarbejdsaftale, så forskerne er sikret adgang til at følge udviklingen på nærmeste hold i årene der kommer.
»Madmarkedet er et yderst interessant projekt at følge ud fra en forskningsmæssig synsvinkel. Det adresserer en række relevante problemstillinger i tilknytning til udviklingen af en bæredygtig og lokalt inkluderende fødevareproduktion og distribution. Vel at mærke på en forretningsmæssig holdbar måde. Udfordringerne går igen i resten af landet og internationalt, så de erfaringer, der gøres i Præstø MadMarked, skal også komme vores forskningskolleger og egne studerende til gode,« siger Niels Heine Kristensen.
Ambitionen med Præstø MadMarked har fra starten været at skabe en helt ny måde at handle fødevarer på. Tæt samarbejde mellem landmanden, avleren, transportørerne, madmarkedet og forbrugeren skal sikre opfyldelse af mottoet om at forsyne lokale borgere med lokale rene råvarer
Det særlige madmarked i den sydsjællandske havne- og turistby Præstø kan ifølge professoren være fremtidens løsning, når bæredygtighed og forretningssans skal gå op i en højere enhed.
LÆS OGSÅ: Spændende mad giver mindre portioner og mere bæredygtighed