Vi har alle prøvet at sidde med en mobiltelefon, der var løbet tør for strøm, netop som vi skulle bruge den. Men det skal et nyt foskingsprojekt på Aalborg Universitet nu lave om på, skriver aau.dk.
»Prøv at forestille dig, at din mobiltelefon aldrig løb tør for strøm, fordi den var programmeret til at høste strøm fra energien i omgivelserne – for eksempel kinetisk energi, altså når vi bevæger os,« siger professor Kim Guldstrand Larsen, direktør for Center for Indlejrede Software Systemer (CISS) på Aalborg Universitet.
Fede smartphone-features sluger strømmen
Kim Guldstrand Larsen står i spidsen for det nye treårige EU-støttede forskningsprojekt SENSATION (Self Energy-Supporting Autonomous Computation). Formålet er at udvikle løsninger, der optimerer strømforbruget i indlejrede systemer – fra pacemakere over sensornetværk i trafiklys til satellitter.
»Vores it er i dag meget intelligent, men også meget energiforbrugende. Og jo mere intelligens vi putter ind i vores løsninger, desto mere energi kræver det. Se bare på vores smartphones. Hvordan planlægger vi, så vores løsninger er mest aktive, når der er mest optimal adgang til eksterne energikilder,« spørger Kim Guldstrand Larsen.
Mindre strøm – flere fejl
Det er ikke uden konsekvenser at begynde at pille ved strømforbruget i vores it-systemer. Vores it er i dag meget intelligent, men også meget energiforbrugende.
»Når vi skruer så langt ned for strømmen, som vi forventer at gøre her, holder vores it-systemer op med at levere forudsigelige løsninger, som vi ellers er mere eller mindre vant til. Vi skal forvente, at de begynder at regne forkert – ganske vist yderst sjældent, men alligevel. Og her skal vi gøre op med os selv, hvor stor en fejlmargen vi vil acceptere i det enkelte system,« siger Kim Guldstrand Larsen.
En løsning kan være redundans; altså at man gentager den pågældende beregning for at sikre sig, at man får det samme resultat hver gang. Det er noget af det, deltagerne i SENSATION-projektet skal afprøve over de kommende tre år.
Blandt deltagerne finder man en af verdens største producenter af mikroprocessorer, ST Microelectronics. En anden er nordjyske GomSpace, der blandt andet udvikler nano-satellitter.
LÆS OGSÅ: Oplad din smartphone i lommen på Roskilde Festival