Den 23. juni åbner nyt Center for Advanced Bioimaging på LIFE, Det Biovidenskabelige Fakultet. Det betyder, at danske forskere kan undersøge stamceller, kræft, dyrereproduktion og plantebioteknologi på et superdetaljeret niveau uden at skulle rejse til udlandet.
Centeret har avancerede supermikroskoper, som kan gennemlyse de fineste detaljer i levende celler uden at forstyrre dem. Det giver mulighed for at følge udviklingen i raske og syge celler og dermed lære mere om, hvordan biologien hænger sammen.
»Vi er glade for at kunne tilbyde danske og udenlandske forskere og virksomheder denne mulighed. Centeret råder over måleudstyr, der kan konkurrere med det bedste i verden, og vi har samtidig sørget for, at alle brugere kan få grundig oplæring i, hvordan udstyret skal håndteres,« siger centerleder og professor Alexander Schulz i en pressemeddelelse.