En ph.d. om kosten i Grønland viser, at grønlænderne indtager for meget sukker. En stor del af energiindtaget blandt voksne grønlændere kommer fra tilsat sukker som findes i fødevarer som slik, sodavand og kager.
Det skriver Statens Institut for Folkesundhed i en pressemeddelelse, som også indeholder en opgørelse over, hvor sukkeret kommer fra.
71 procent af mændene og 67 procent af kvinderne får dagligt mere energi fra sukker, end den anbefalede maksimumgrænse på 10 procent.
Tilsat sukker øger energiindtaget i kosten og desuden øger det risikoen for udvikling af overvægt og type 2-diabetes, en sygdom hvis forekomst er steget voldsomt de seneste årtier blandt grønlændere.
Grønlandsk kost er kendt for den traditionelle kost med sæl, hval og forskellige fiskearter. Men de seneste år er indtaget af traditional kost faldet og en større del af kosten kommer fra importerede fødevarer, deriblandt også sukker. De nordiske næringsstofanbefalinger, som Grønland også retter sig efter, anbefaler højst 10 procent af det samlede energiindtag fra tilsat sukker.
I Grønland kommer 16 procent af energiindtaget fra sukker. Det er sukker i kaffen og teen, der er den største synder med et bidrag på 6 procent af energiindtaget.
Resultaterne stammer fra den seneste befolkningsundersøgelse fra 2005-2010 af voksne grønlændere på stort set hele kystområdet fra syd til nord og endvidere dele af østkysten. Undersøgelsen inkluderer 3108 grønlændere over 18 år.
Et overraskende resultat fra undersøgelsen er, at yoghurt med frugtsmag bidrager til 4 procent af sukkerindtaget, hvilket gør yoghurt til en af fem fødevarer, som øger sukkerindtaget mest.
Læs også på Videnskab.dk: