Polarræve på en lille russisk ø er i en elendig tilstand, og forskerne har hidtil ikke vidst hvorfor. Nu mener russiske forskere at have fundet årsagen – kviksølv. Det skriver BBC News.
Forskerne var oprindeligt på jagt efter en sygdom, der kunne forklare, hvorfor der blev færre og færre af de små hvide ræve, men nu mener de, at det højst sandsynligt skyldes kviksølv.
Forskningen er netop udgivet i tidsskriftet PLOS ONE.
Indholdet af kviksølv i havet er blevet fordoblet over de sidste 100 år, og det kan ses hos polarræven og andre rovdyr, der lever af fisk – specielt i de arktiske egne.
For mens der er sket en fordobling af havets indhold af kviksølv, så er er der sket en tidobling af indholdet af kviksølv hos rovdyr i de arktiske egne over de sidste 150 år.
På den russiske ø, Mednyi, skrumpede bestanden af polarræve pludseligt i 1970’erne og dem, der stadig lever der, er i en dårlig tilstand og har en lav kropsvægt.
»Rævene har et højt indhold af kviksølv, og vi ved, at det giver præcis de symptomer, som vi har fundet i denne population,« siger Dr Gabor Czirjak fra Leibniz Insititute for Zoo and Wildlife Research, der har stået bag forskningen, til BBC News.
Læs også på Videnskab.dk:
Grænseværdi for kviksøv er alt for høj