Riskoen for at miste sit barn under graviditeten er kun marginalt højere efter kunstig befrugtning.
Sådan lyder konklusionen fra Rigshospitalet, hvor forskere har sammenlignet 60.650 enebørn undfanget ved kunstig befrugtning med 360.022 enebørn, som var undfanget naturligt.
Forskningen viser ved hjælp af registre i Danmark, Finland, Norge og Sverige, at 0,4 procent af børnene i begge grupper var dødfødte – hvilket i undersøgelsen vil sige døde efter 22. graviditetsuge og før den normale termin efter 40 uger.
Efter korrigering for moderens alder og barnets køn, stod en let forøget risiko tilbage for børn, der var undfanget ved kunstig befrugtning.
“Men selvom forskellen i risikoen mellem de to grupper er signifikant, er den kun marginalt højere for børn undfanget ved kunstig befrugtning med 8 ud af 1.000 graviditeter for enebørn, så den overordnede risiko er stadig lav,” pointerer Rigshospitalets Anna-Karina Aaris Henningsen, ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, i en pressemeddelelse.
“Det betyder, at den enkelte kvinde ikke behøver bekymre sig om risikoen for dødfødsel under graviditeten,” konkluderer hun.
Resultaterne er blevet fremlagt på en konference i European Society of Human Reproduction and Embryology.