KORT NYT FRA UDLANDET:
I en tid, hvor vi hører så meget om klimaforandringer, der ødelægger naturen og sætter arter under pres, er det næsten helt forfriskende med en nyhed, der nærmest har et modsat fortegn.
Amerikanske forskere har fundet ud af, at kolibrier skaber nye arter i et rasende tempo. Ifølge nature.com har det ’kun’ taget 22 millioner år for kolibrier at udvikle sig fra en enkelt art til i alt 338 små, farverige arter.
Og udviklingen fortsætter, selvom flere kolibriarter har udnyttet alt leverum i deres naturlige omgivelser, og andre er ved at have fyldt deres ud, rapporterer forskerne i tidsskriftet Current Biology.
Forskerne regner med, at antallet af arter kan blive fordoblet i løbet af de næste millioner af år, før kollibrierne tager sig en diversitet-slapper.
»Det her er et unikt bevis på et af de mest spektakulære, kendte eksempler på, hvor hurtigt arter kan udvikle sig,« siger Juan Francisco Ornelas, evolutionsbiolog ved Instituto de Ecología i Xalapa i Mexico, i en kommentar til nature.com.
Studiets hovedforfatter Jim McGuire fra University of California, Berkeley, har sammen med sine kolleger sammenlignet DNA fra 284 arter, indsamlet gennem 30 år.
Analyserne viser blandt andet, at kolibriens forfuglefader stammer fra Europa eller Asien, og da kolibrier ikke kan flyve over havet, må de have fløjet over Beringstrædet fra Rusland til Alaska og videre ned gennem Nordamerika til Sydamerika, hvor de fleste kolibrier holder til i dag.
Læs også:
Sjælden havslangeart knalder udenom og får hybrid
Kolibrier kan flyve næsten uden ilt
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.