Det kan være dårligt for en kvindes mentale helbred, hvis hun både skal passe børn og karriere. Det viser en ny undersøgelse, der sammenligner mødre, der er karriere-ambitiøse, med mødre, der tager mere afslappet på tingene, skriver LiveScience.
Forskningen blev præsenteret d. 20. august på det årlige møde i American Sociological Association i LasVegas, USA. Den fastslår, at arbejde overordnet set er godt for mødres mentale sundhed. Men de mindst deprimerede mødre er dem, der ikke forventer at kombinere arbejde og familieliv problemfrit.
»Blandt kvinder, der lever ud fra et ideal om, at de kan klare det hele, stiger niveauet af depressive symptomer, sammenlignet med kvinder, der er mere skeptiske over for, hvorvidt arbejde og familie kan være afbalancerede størrelser,« siger undersøgelsens bagkvinde Katrina Leupp, ph.d.-studerende ved University of Washington i Seattle.