Sitet Kommunikationsforum har kåret årets tre bedste kommunikationsspecialer. De tre vindere er fundet i en pulje af knap 70 specialer, som de studerende selv har sendt ind til Kforum.
To af de prisvindende specialer har været omtalt på Videnskab.dk, herunder vinderspecialet ’Like Me – hvorfor synes vi godt om brands på Facebook’, skrevet af Lea Mensel og Thomas Højbjerg Hestehave ved Aarhus School of Business Science; det tidligere Handelshøjskolen i Århus.
Læs artiklen: Sociale eksperter vildleder virksomheder om Facebook
Andenpladsen går til Stine Bjerregaard fra CBS, som i specialet ’Brand Relationships 2.0’ har undersøgt, »hvordan branding kan opdateres i de sociale mediers tidsalder«.
Tredjepladsen indtager to studerende fra Roskilde Universitet, som har gransket journalisters samarbejde og afhængighed af spindoktorer på Christiansborg. Specialet ’Journalisternes hemmelige forhandlinger med spindoktorer’ har også været omtalt på Videnskab.dk og blev ligesom de to andre bedømt til topkarakteren 12.
Læs artiklen: Spindoktorer har fast greb om journalister
Du er meget velkommen til at skrive til Videnskab.dk, hvis du selv har lavet et speciale til et 12-tal – uanset hvilket emne, du har gravet dig ned i.
Send en mail til redaktionen@videnskab.dk