Ny forskning viser, at både lærere og elever på ungdomsuddannelserne oplever store fordele ved at bruge digitale medier som led i undervisningen. Men samtidig oplever de it som forstyrrende. Forsker anbefaler, at lærerne fokuserer på at anvende it til at få eleverne til at koble sig på undervisningen – i stedet for at koble sig af. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Forskere har i en national undersøgelse undersøgt fordele og ulemper ved en lang række digitale medier. Lærerne giver i undersøgelsen udtryk for, at de digitale medier bl.a. kan udvikle elevernes sociale kompetencer.
»It-brug kan understøtte udviklingen af elevernes samarbejdsevne og ansvarlighed. Det er meget anvendeligt under gruppearbejde – også uden for skolen – og det har givet lærerne nye muligheder for at give procesvejledning,« siger Helle Mathiasen, som står bag undersøgelsen. Hun er professor ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved Aarhus Universitet.
Men de digitale medier er som et tveægget sværd, påpeger Helle Mathiasen. Det at kunne kommunikere, samarbejde og dele uanset tid og sted er en stor fordel. Men det er samtidig mediernes akilleshæl, fordi eleverne kan tjekke ud af klasseundervisningen og gruppearbejdet ved hjælp af de selvsamme medier.
»En stor del af lærerne oplever det som frustrerende, at eleverne er optaget af Facebook, YouTube eller spil i klasseundervisningen. Nogle elever oplever det som et mindre problem, hvis sidemanden er opslugt af noget andet, men mange elever fortæller, at skærmene drager, og at de ikke kan lade være med at se på de skærme, der er omkring dem – ikke mindst fristes de af mulighederne på deres egen skærm for lige at tjekke Facebook eller andet,« siger Helle Mathiasen.
Hun anbefaler derfor, at lærerne overvejer, hvilke aktiviteter der kræver it-brug, og under hvilke undervisningsformer det skal foregå – med undervisningens mål for øje.
Læs også: Vores Facebook-venner ligner os selv