En ny opgørelse fra Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet viser, at 8 ud af 10 ingeniørstuderende bruger deres afgangsprojekt som anledning til at hjælpe en virksomhed med at læse en teknologisk problemtstilling. Universitetet fortæller i en pressemeddelelse, at de studerende fra dag ét bliver trænet i at arbejde med helt aktuelle problemstillinger i tæt samarbejde med virksomheder.
»Vi bruger rigtig mange resurser på at vedligeholde kontakten til det omgivende erhvervsliv. Vi vil sikre, at den viden, der skabes på ingeniøruddannelserne, får en klar forankring i virkeligheden og kommer det omgivende samfundet til gavn,« siger Thomas Vosegaard, konstitueret direktør for Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet. Han fortæller, at også de studerende får en masse ud af samarbejdet.
»Projektsamarbejde med virksomheder er ekstremt lærerigt for vores studerende og er med til at give dem et realistisk billede af det arbejdsliv, der venter dem. Samtidig giver det os som uddannelsesinstitution den fordel, at
vi får en stor kontaktflade til erhvervslivet og indsigt i de tendenser, der præger udviklingen.«
De studerende kommer også i praktik og bliver på den måde også erhvervsparate, skriver Ingeniørhøjskolen.