Rygterne svirrer om, at en gruppe amerikanske forskere i denne uge vil afsløre, at de har fundet ‘beviser’ på, at den såkaldte Higgspartikel – også kendt som Guds partikel- findes, skriver Politiken/Ritzau. Det drejer sig om en gruppe forskere fra Fermi National Accelerator Laboratory i Illinois. De ønsker dog at undersøge fundet nærmere:
»Vores data peger stærkt mod eksistensen af Higgs-partiklen, men der er behov for resultater fra forsøgene på Large Hadron-partikelacceleratoren i Europa for at fastslå opdagelsen«, siger talsmand Rob Roser, Fermilab.
Forskerne fra det europæiske forskningscenter CERN i Schweiz vil i denne uge fremlægge resultater fra to andre forsøg med Large Hadron-partikelacceleratoren (LHC). Og tilsammen kan de nye resultater måske bekræfte Higgspartiklens eksistens.
Fundet er vigtigt, fordi eksistensen af Higgs-partiklen er en forudsætning for fysikkens standardmodel, som er en teori, der forsøger at forene samtlige naturlove minus tyngdekraften i en enkelt fysisk lov.