KORT NYT FRA DANMARK:
Cirka 27 procent af alt stof i universet er mørkt stof, men ingen har nogensinde set det, og ingen ved rigtig, hvad det er. Nu præsenterer forskere fra Syddansk Universitet (SDU) en ny model for, hvad det mystiske stof kan være, og hvordan modellen kan testes, skriver SDU i en pressemeddelelse.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Physical Review Letters.
Mørkt stof menes at være den ’lim’, der binder galakserne sammen. I årtier har fysikere arbejdet med den teori, at mørkt stof er let, og at det støder svagt sammen med almindeligt stof. Denne teoris mørke partikler kaldes weakly interacting massive particles (WIMPs).
Men ingen eksperimenter har set spor af en WIMP endnu, og derfor foreslår lektor på SDU Martin Sloth og hans kollegaer nu, at vi i stedet skal lede efter en tungere mørk partikel som vekselvirker ved tyngdekraften.
Forskerne kalder deres bud på denne partikel en PIDM-partikel (Planckian Interacting Dark Matter). I den nye model giver de et bud på, hvordan det nødvendige antal PIDM-partikler kunne være blevet skabt i det tidlige univers.
»Ifølge vores model kunne skabelsen af partiklerne lade sig gøre, hvis det var ekstremt varmt. Vores model forudsætter, at temperaturerne i det tidlige univers var de højest mulige, som Big Bang-teorien tillader,« siger Martin Sloth i pressemeddelelsen.
Hvis universet var så varmt, som de danske forskeres model har beregnet, ville det have skabt flere urgravitationsbølger.
Det kan måske afgøres i nær fremtid, om dette var tilfældet, da en række planlagte eksperimenter vil kunne detektere signaler fra meget tidlige urgravitationsbølger.
»Hvis eksperimenterne ikke detekterer signaler fra disse urgravitationsbølger, vil det falsificere vores model. Urgravitationsbølgerne kan altså bruges til at teste modellen,« siger Martin Sloth i pressemeddelelsen.
Læs også:
Videnskabs-TV: Hvad er mørkt stof?
Mørkt stof opfører sig usædvanligt i fjern galakse
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
pmd































