En lille and blev født med en fod, der vendte helt forkert. Foden var ikke færdigudviklet, og anden, som senere fik navnet Buttercup, kunne derfor ikke svømme og måtte bevæge sig rundt ved at humpe.
Buttercup har floreret i de amerikanske medier, siden han kom til verden 9. november 2012. Ikke alene valgte hans ejer Mike Garey, en amerikansk softwareudvikler, nemlig at få amputeret den oprindelige, deforme fod.
Med hjælp fra 3D-printer-teknologi er det nu også lykkedes at designe og skabe en ny fod til den tidligere gangbesværede fugl. Det skriver blandt andet CNN.
Mike Garey er selv stifter af ’Feathered Angels Waterfowl Sanctuary’, en organisation, der har som mission at hjælpe ænder og gæs, der ikke har det godt.
Buttercups nye fod er baseret på andens søster, Minnies, fod. En kopi af Minnies fod blev brugt til at udprinte en støbeform for fodprotesen. Udprintningen af formen tog 14 timer.
Fodprotesen skulle bruges til at støbe den endelig fod til Buttercup. Foden skulle være elastisk og ikke et stift stykke plastik, så formen blev fyldt med silikone, så den nye fod ville kunne strække sig. Derefter blev den fastgjort på Buttercups fod med en lille silikonesok.
For et par dage siden kunne Buttercup endelig tage sin nye fod i brug. Du kan se massevis af videoer og billeder af Buttercup, fra han var en lille ælling og frem til i dag, hvor han gladeligt strutter rundt på sin lille andefod, på andens helt egen Facebook-side: ‘Buttercup Gets a New High Tech Foot‘.
Læs også: