Fredag og lørdag samles 320 gymnasieelever fra hele landet på Københavns Universitet. De er alle deltagere i dette års Projekt Forskerspirer og skal bruge de næste seks måneder på at udvikle deres egen forskningsidé. Vejen til målstregen er lang og stejl, og der skal meget mere til end et godt karakterbevis.
Mere end 300 deltagere fra 80 danske gymnasier har i år tilmeldt sig Projekt Forskerspirer.
I morgen fredag ankommer flere hundrede 2. g-elever fra alle egne af Danmark til København Universitet. Alle har det tilfælles, at de har tilmeldt sig Projekt Forskerspirer. For de fleste er det første gang, de sætter deres ben på universitetet, hvor de i to dage skal møde forskere og arbejde med deres egne idéer til fremtidige forskningsprojekter.
Listen med elevernes projekttitler er lang – fra pelsbranchens indflydelse på dansk økonomi over udviklingen af p-piller til mænd til udnyttelsen af stjerners energi. Emnerne afspejler elevernes stærke interesse for det samfund, de er en del af, og det kræver da også et vist fagligt overskud at udvikle et forskningsprojekt sideløbende med en hverdag som gymnasieelev. Men også mange andre faktorer spiller ind undervejs.
Projekt Forskerspirer er ikke endnu et tilbud til de dygtigste elever. Det er et langt forløb, som man kun gennemfører, hvis man har et særligt ’drive’, en rigtig god idé og evner at trække på de kontakter til forskningsverdenen, som projektet stiller til rådighed.
De evner ligger ikke nødvendigvis kun hos de sædvanlige talenter. Det anerkender universitet med det her tilbud til vores måske kommende generation af forskere, siger projektkoordinator på Københavns Universitet Mette Rousøe og peger på, at der gennem årene har været mange gode eksempler på elever, der er blomstret op, fordi de her får lov til at gå 100 procent i dybden med det, der interesserer dem mest.
Læs også på Videnskab.dk:
Fantastisk forskningsarkiv åbner dørene for Videnskab.dk