Den danske økologiske æbleproduktion er lille og ustabil og presses af importerede økologiske æbler. Det forsøger forskere fra Aarhus, København og Syddansk Universitet at ændre på i et forskningsprojekt, som fokuserer på hele værdikæden fra plantage over lagring til forbruger, skriver Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Aarhus Universitet.
»I FruitGrowth-projektet er målet at øge den danske produktion af økologiske æbler af høj kvalitet. Det er vigtigt at reducere risici forbundet med sortsvalg, skadedyr, sygdomme, holdbarhed og ressourcekrævende produktionsmetoder,« forklarer institutleder Michelle Williams, som leder projektet.
For at forbedre vilkårene for de økologiske æbler er forskerne undervejs med at udvælge en række sorter, der egner sig til sprøjtefri dyrkning. En eksisterende sortssamling med 45 sorter, der har stået usprøjtet i flere år, er blevet vurderet. Mere end halvdelen af sorterne viste sig uegnede, da træerne var døde som følge af angreb af frugttræskræft. Nye forsøg med sorter fra hele Europa er undervejs i projektet.
Bestræbelserne på at sikre bedre danske økologiske æbler omfatter endvidere udvikling af en selvkørende gasbrænder til bekæmpelse af ukrudt under træerne. Brænderen er baseret på ny teknologi, som kan reducere energiforbruget med op til 30 procent. Gasbrænderen udvikles i samarbejde med virksomheden Envo-Dan.
FruitGrowth-projektet sætter også ind ved at fokusere på en ny lagringsteknik med dynamisk klima, hvor iltkoncentrationen gradvis sænkes i takt med faldet i æblets respiration ved lavere temperatur. Teknikken bevirker, at udvikling af svampesygdomme mindskes under lagring.
Læs også på Videnskab.dk