Forskere I USA har holdt kaniner i live ved at sprøjte iltrige mikropartikler direkte ind i deres blodårer. På sigt vil metoden kunne udvikles til at redde menneskeliv. Det skriver tidsskriftet Nature, og de nye studier omtales i Ingeniøren.
Under forsøg har forskere i USA kunnet holde kunstigt liv i kaniner i op til 15 minutter, uden at dyrene har trukket vejret en eneste gang. Det er sket ved at sprøjte iltrige mikropartikler direkte ind i dyrenes blodårer. På sigt håber forskerne, at metoden måske redde menneskeliv i nødsituationer, hvor der kan være langt til det nærmeste hospital.
»Ved at ilte blodet uden om lungerne på denne måde, vil man kunne redde livet for mennesker, der har stærkt nedsat vejrtrækning eller blokerede luftveje,« siger John Kheir til tidsskriftet Nature.
Han er kardiolog ved Boston Children’s Hospital og har været leder for det forskerhold, som har udført forsøgene med kaniner.
Velkendt metode med nyt indhold
Metoden med at sprøjte ilt direkte ind i blodårerne er ikke ny. Tidligere har man gerne brugt ren ilt, som blev sprøjtet ind i patientens blodårer. Den metode rummer en fare for, at ilten samler sig i større bobler i blodstrømmen – som i værste fald kan betyde, at patienten dør.
Ved at binde ilten til mikropartikler har John Kheir og hans hold undgået dette problem. Mikropartiklerne blander sig med de røde blodlegemer, og i løbet af få sekunder har cellerne optaget ilten. Partiklerne består af skaller af biologisk materiale – kaldet lipider – der hver indeholder en lille portion ilt.
Ud over at være effektive, har mikropartiklerne også vist sig at være nemme at fremstille. De danner nemlig sig selv, hvis lipiderne udsættes for intense lydbølger i en beholder med ren ilt.