Hvert år rammes millioner af mennesker verden over af alvorlig malaria-sygdom. Omkring 700.000 mennesker, hvoraf de fleste er afrikanske børn, dør hvert år af malaria, som skyldes infektion med malariaparasitten. Børn er særligt udsatte for malaria, fordi de ikke har udviklet naturlig immunitet.
Nu har et forskerteam fra Københavns Universitet sammen med tanzanianske forskere fundet ud af hvilket gen hos malariaparasitten, der forårsager alvorlige symptomer som hjernemalaria. Det er et vigtigt skridt på vejen mod en vaccine. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Malariaparasitten er særlig effektiv, fordi den hægter sig fast til den inficeredes blodkar med nogle såkaldte kroge. Disse kroge gør, at parasitten ikke bliver renset ud i milten.
Forskerne har kort sagt fundet det gen hos parasitten, der koder for de særligt effektive kroge. Dermed er de et vigtigt skridt videre mod at kunne udvikle en vaccine mod alvorlig malaria hos børn.
Resultatet er offentliggjort i tidsskriftet PNAS, og er baseret på indsamlede og undersøgte blodprøver fra syge børn over en seks år lang periode på hospitaler i Østtanzania.
Læs også på Videnskab.dk: Steriliserede myg kan bekæmpe malaria