KORT NYT FRA DANMARK:
I 2012 fandt dykkere nogle pinde, som var hamret ned i havbunden i Gamborg fjord syd for Middelfart. Indtil for nylig troede arkæologerne, at pindene tilhørte en af de mest kendte oversvømmede stenalderbopladser fra den sidste del af ældre stenalder, som ligger lige i nærheden.
Men nu har pindene gennemgået en kulstof-14-analyse, og resultatet var meget overraskende. Det viser sig nemlig, at anlægget er fra yngre stenalder (2900 år f. Kr.), hvilket er mere end 1000 år “for ungt” til at passe med bopladsen. Det skriver Langelands Museum i en pressemeddelelse.
Foto: Langelands Museum
Formen på konstruktionen af de ca. 4 cm tykke hasselpinde var som et klemt 8-tal, 175 cm langt, og 40 cm bredt, og kendes ikke fra tidligere fund. I mange år har det været kendt, at man kunne finde yngre stenalders fine flintdolke på lavt vand, ligesom der for et par år tilbage blev opdaget en flintøkse med træskaft i den inddæmmede Rødby fjord på Lolland.
Forskerne har en idé om, at anlægget i Gamborg fjord kan være en del af en offerskik i yngre stenalder. Kulturstyrelsen har givet marinarkæologerne ved Langelands Museum 200.000 kr. til at opklare mysteriet under havets overflade.
Læs også:
Stenaldergrav sladrer om forfædres syn på liv og død
De første tændstikker er måske fra stenalderen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
amo