Stoffet Fantasy bliver i medicinens verden brugt som lægemiddel, men det er en stor ulempe ved stoffet, at det er så fristende for mange mennesker at misbruge. Fantasy, som egentlig har navnet Gamma-hydroxysmørsyre (GHB), virker nemlig beroligende, seksuelt stimulerende og euforiserende. GHB findes naturligt i hjernen. Men dets funktion har hidtil været ukendt. Men nu kan et forskerteam fra Københavns Universitet løfte et hjørne af sløret.
»Vi har vist, at GHB binder til et særligt protein i hjernen – nærmere bestemt en særlig GABAA-receptor. Selv ved meget lav dosis er bindingen kraftig. Det tyder på, at vi har fundet det naturlige bindingssted, og det åbner helt nye og spændende forskningsmuligheder. Man kan sige, vi har identificeret en vigtig ubekendt, der kan danne basis for en fuld opklaring af signalstoffets biologiske betydning,« siger ph.d.-studerende Laura Friis Eghorn, Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi i en pressemeddelelse.
Den første afsløring af GHBs funktion kan have betydning for udviklingen af ny medicin.
»På længere sigt vil en forståelse af GHBs virkningsmekanisme give os mulighed for at udvikle nye og bedre lægemidler med målrettet effekt mod sygdomme i hjernen – uden de farlige bivirkninger som fantasy medfører,« fortæller ph.d.-studerende Laura Friis Eghorn.
Forskningsresultatet er udgivet i tidsskriftet PNAS.