Antallet af salmonellainfektioner i EU er faldet betydeligt for sjette år i træk.
Senest er antallet faldet 17,4% fra 131.468 tilfælde i 2008 til 108.614 tilfælde i 2009. Det svarer til 23,7 salmonellainfektioner per 100.000 borgere i EU.
I Danmark er antallet af salmonellainfektioner i Danmark også faldet fra 3.656 tilfælde i 2008 til 2.129 tilfælde i 2009.
Den årlige EU-rapport om sygdomme, der kan smitte fra dyr til mennesker indikerer, at hovedårsagen til faldene i salmonellainfektioner i EU skyldes effekten af nationale salmonellahandlingsplaner, hvis formål er at reducere udbredelsen af salmonella i æg og kyllingekød. Det skriver DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.