KORT NYT FRA UDLANDET:
Et særligt antistof i en forhenværende ebola-patients blod kan vise sig at være nøglen til at udvikle en definitiv og varig behandling for ebola. Det fortæller amerikanske forskere fra US National Institute of Allergy and Infectious Diseases ifølge nature.com.
»Det er virkelig imponerende, hvordan et enkelt antistof kan beskytte mod ebola,« siger immunolog Nancy Sullivan fra US National Institute of Allergy and Infectious Diseases i USA til nature.com.
Hun er hovedforfatter på det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Science.
Manden med det særlige antistof bliver af forskerne kun kaldt ‘Patient 1’. Han blev alvorlig syg med ebola i 1995 under et ebolaudbrud i Den Demokratiske Republik Congo i Afrika.
Efter at have været syg i en uge, blev Patient 1 rask på egen hånd og tog tilbage til sygegangene for at hjælpe andre ebolapatienter.
Patient 1’s særlige antistof, ved navn mAb114, kunne i et nyt forsøg kurere seks ebola-inficerede aber fra sygdommen, selvom der i nogle tilfælde gik op til fem dage, før de fik behandling.
Det nye resultat puster til håbet for, at forskerne kan udvikle en behandling, der er mere effektiv og sikker end en behandlingen ved navn ‘Zmapp’, der i øjeblikket er den mest effektive behandling for ebola.
Zmapp kombinerer en lang række antistoffer, der giver en fjerdedel af patienterne bivirkninger ved den første dosis.
»Det faktum, at du er nødt til at pumpe folk fuld af antistoffer, for at det virker, er et af de største problemer ved de her behandlinger. Det vil være et meget vigtigt spørgsmål at behandle,« siger forsker Kristian Andersen fra Scripps Research Institute i Californien til nature.com.
Læs også:
Danske forskere: Så simpelt kan ebola-patienter reddes
Farvel ebola, hej zika: Disse vira truer verden
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on