KORT NYT FRA UDLANDET:
Når pensionisttilværelsen begynder, betyder det ikke, at træning er et overstået kapitel på samme måde som arbejdslivet. Tværtimod bliver fysisk aktivitet vigtigere med alderen.
Det viser en ny doktorafhandling fra Norges Idrætshøjskole, ifølge forskning.no.
Vi mister allerede muskelmasse i 30-årsalderen, hvis vi er inaktive. Hvert år taber vi omkring en procent muskelmasse, hvis vi ikke kompenserer med styrketræning, og det kan få store konsekvenser, jo ældre vi bliver.
»Mindre muskelstyrke betyder, at dagligdags gøremål som at gå på trapper, løfte bæreposer eller rejse sig fra sengen bliver en stor udfordring. Derudover svækkes balanceevnen med årene,« siger Hilde Lohne-Seier, som er lektor på Institut for Folkesundhed, Idræt og Ernæring på Universitet i Agder og forfatter til doktorafhandlingen ifølge forskning.no.
Ældre får mest ud af at træne med træningsapparater. Målrettet styrketræning øger styrken i overkroppen med 25 procent, mens tilsvarende træning uden maskiner og vægte øger muskelstyrken med 0,5 procent, viser det nye studie.
Resultatet er baseret på en gruppe på 63 ældre, som styrketrænede to gange ugentligt i en periode på tre måneder.
Til gengæld involverer sidstnævnte type styrketræning flere muskelgrupper, som trænes under mere ustabile forhold.
»Styrketræning uden træningsapparater har større overføringsværdi til hverdagslivets aktiviteter, som kræver en vis muskelstyrke og balanceevne. Derudover har denne træningsform en lavere tærskel, fordi den kan udføres derhjemme, « siger Hilde Lohne-Seier ifølge forskning.no.
Blot 1000 skridt om dagen kan gøre en positiv forskel for ældres balanceevne og styrke, viser studiet.
Læs også:
15 minutters daglig motion nedsætter dødeligheden hos ældre
Sådan kan ældre blive gladere for teknologi
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd