KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
Fødevareemballager af pap og papir kan indeholde stoffer, som er potentielt hormonforstyrrende og skadelige for immunsystemet. Det viser et nyt ph.d. projekt på DTU Fødevareinstituttet, skriver forskningsinstitutionen i en pressemeddelelse.
Det har længe været kendt at det kemiske stof bisphenol A og mange fluorstoffer kan være hormonforstyrrende. Man har derfor erstattet disse stoffer med strukturelt lignende stoffer, kaldet bisphenol A analoger, samt alternative fluorstoffer. Noget man har gjort uden på forhånd at vide, om disse stoffer også kan have skadelige effekter for mennesker.
Med sit ph.d. projekt har Anna Kjerstine Rosenmai fra DTU Fødevareinstituttet bidraget med vigtig viden om effekten af disse stoffer. Stoffer, der kan være tilstede i fødeemballage som pizzabakker og sandwichpapir.
»Mine undersøgelser har vist, at man skal være tilbageholdende med at erstatte kendte problematiske stoffer med stoffer, hvor toksikologiske data mangler eller ikke er fyldestgørende. Nu ved vi, at bisphenol A analogerne og fluorstofferne har potentiale for at være sundhedsskadelige i mennesker,« siger ph.d. Anna Kjerstine Rosenmai.
Du kan læse kopi af ph.d.-afhandlingen i DTU Fødevareinstituttet. Når artiklerne i afhandlingen er publiceret, bliver hele afhandlingen tilgængelig fra www.food.dtu.dk.
Læs også: Madindpakning indeholder farlige stoffer
Læs også: Fødevareemballage kædet sammen med dårlig sædkvalitet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cak