KORT NYT FRA DANMARK
Tarmbakterierne ændrer på sig, når diabetespatienter får behandling med lægemidlet metformin. Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet, der peger på, at diabetesmedicinen kan få tarmbakterierne til at ændre både på deres sammensætning og funktion, skriver Københavns Universitet i en presemeddelelse.
Metformin er det lægemiddel, der oftest bliver brugt mod forhøjet blodsukker. Resultaterne af studiet viser, at ændringen af tarmbakterierne er godt for type 2 diabetes-patienterne. De ændrede tarmbakterierer er nemlig i højere grad i stand til at producere visse kortkædede fedtsyrer, som kan sænke blodsukkeret.
I studiet undersøgte europæiske og kinesiske forskere tarmbakterier fra danske, svenske og kinesiske patienter med type 2 diabetes samt en kontrolgruppe af raske mennesker – i alt 784 forsøgspersoner.
»Vi kunne ikke vise, at andre former for diabetesmedicin havde nogen egentlig indvirkning på tarmbakterierne. Derimod fandt vi ved undersøgelser af type 2 diabetespatienter, som ikke var i behandling med metformin, at de alle, lige meget om de var fra Danmark, Kina eller Sverige, havde færre af de bakterier, som producerer de sundhedsfremmende kortkædede fedtsyrer. Hvorvidt manglen på visse kombinationer af fedtsyreproducerende tarmbakteriearter er en medvirkende årsag til type 2 diabetessygdommen er i øjeblikket under udforskning,« siger professor Oluf Borbye Pedersen fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet, som er leder af studiet, ifølge pressemeddelelsen.
Studiet er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidskrift Nature.
Læs også:
Risiko for diabetes skal findes i tarmen
Tynde og sunde kan også få type 2-diabetes
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbl