Visse områder i hjernen er mindre og mindre kompakte hos mennesker med svære depressioner, end de er hos mennesker, som ikke bliver deprimerede. Nu har en gruppe forskere fundet ud af hvorfor, skriver LiveScience.
En ny undersøgelse viser, at en genetisk ‘afbryder’ kontrollerer kommunikationen mellem cellerne i hjernen, og at folk med svære depressioner overproducerer denne ‘afbryder’. Kommunikationen mellem cellerne foregår i de såkaldte synapser, som er kontaktfladen mellem cellerne. Denne kontaktflade er kodet via vores gener, men den føromtalte ‘afbryder’ kan altså påvirke synapsernes funktion.
Forskerne kalder selv denne ‘afbryder’ for en transkriptionsfaktor.
»Vi har med undersøgelsen vist, at det kredsløb som styrer følelser og kognition bliver afbrudt, når når en bestemt transkriptionsfaktor bliver aktiveret,« siger Ronald Duman i en pressemeddelelse. Han er den ene af forfatterne til studiet og forsker i psykiatri på Yale Universitetet.
Transkriptionfaktorer er proteiner i hjernen, som hjælper til med at kontrollere, hvilke instruktioner fra DNA der bliver kopieret, når proteinerne i kroppen bliver bygget. Undersøgelsen er udgivet i Nature Medicine.