Når dyr og planter bliver udsat for påvirkninger som bakterieangreb, lugte og kulde, strømmer der kalciumioner ind i cellerne. Ved hjælp af kalcium får cellerne et signal om, hvad der foregår udenfor. Men da høje koncentrationer af kalcium er giftigt for cellerne, skal det hurtigt pumpes ud igen.
Nu har forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet i grundforskningscentret PUMPkin vist, at en kalciumpumpe i cellens ydre membran afpasser pumpehastigheden meget præcist efter kalcium-koncentrationen, skriver Københavns Universitet.
»Kalciumpumper skal bruge meget energi for at transportere kalcium ud af cellen. Derfor er det vigtigt, at de kun aktiveres, når der er et reelt behov for at fjerne kalcium,« siger postdoc Lisbeth Rosager Poulsen.
Hvordan kalciumpumpen regulerer mængden af kalcium i cellerne, er vigtigt, da mængden af kalcium er afgørende for cellens sundhed og overlevelse.
Resultaterne kan bidrage til udvikling af både ny medicin og nye metoder til produktion af fødevarer og er netop publiceret i tidsskriftet Nature.
Læs også på Videnskab.dk