Hundeslæde-væddeløb skal på OL-programmet. Den målsætning har et hold russiske eventyrer sat sig for med en hundeslæde-ekspedition, og de får indirekte hjælp af DTU Space.
Civilingeniør Roberto Saldo fra DTU Space holder øje med, hvordan isen bevæger sig i de arktiske egne. Og i denne tid leverer han jævnligt satellitbilleder og beregningerne af isens bevægelser til hundeslæde-folkenes kontaktperson, der sender beskeden videre til folkene ude på isen.
På den måde håber russerne, at de kan rejse sikkert gennem det arktiske ocean og ned gennem Grønland uden at ramme ind i revner i isen.
Den russiske ekspedition med to mænd, 12 hunde og en slæde skal i løbet af fire måneder rejse 4000 km fra Nordpolen over det Arktiske Ocean og ned til Narsarsuaq i det sydlige Grønland.
Ekspeditionen kalder det selv en test, der ultimativt vil vise, hvad mennesket magter i sådanne ekstreme egne på Jorden. Og eventyrerne mål er altså – udover at nå frem til Narsarsuaq til august – at få sat så meget fokus på hundeslæde-væddeløb, at det kommer med på programmet for vinter-OL. Problemet er bare, at isen er ved at bryde op. Og derfor har russerne bedt DTU Space om hjælp.
»På denne årstid begynder isen at bevæge sig ned ad Grønlands østkyst. Når isen foran bevæger sig hurtigere end isen bagved, opstår der revner. Det ændrer sig lynhurtigt,« fortæller Roberto Saldo.
»Så vi sender russerne billeder af, hvordan isen ser ud i ekspeditionens område, så de kan se, om isen foran dem åbner sig. På den måde kan de navigere uden om revnerne.«